Byggeriet er blevet bedre til at planlægge, men branchen kæmper stadig med spild, fejl og mistillid. Hvis vi brugte mere tid på gode flows, samarbejde og logistik end på at være hurtigt færdige, kunne vi bygge mere effektivt, få større arbejdsglæde og i sidste ende en bedre forretning.
Af Sidse Buch, sekretariatschef for Fællesfonden, Michael H. Nielsen konsulent for Fællesfonden og tidl. direktør i Dansk Byggeri & Marie Leth seniorrådgiver i Enestående Kommunikation & PR
Byggeriet er i en brydningstid. Vi kan ikke længere bygge løs og forbruge ressourcer i et væk. Nye krav tvinger os til at bygge med større omtanke og mindre ressourceforbrug. Og tak for det! Som branche burde vi ikke kunne leve med, at 10% til 30% af vores omsætning går til spild* Det svarer til et sted mellem 22 mia. og 66 mia. kroner hvert eneste år.
Mange metoder til bedre planlægning
Det er ellers ikke, fordi vi mangler værktøjerne til at gøre det bedre. På Fællesfondens konference om effektive byggeprocesser for nylig kunne vi konstatere, at der er et væld af metoder til at få bedre flow og bedre byggeprocesser. Tidlig entreprenørinddragelse, strategiske partnerskaber og lean værktøjer har alle bevist deres værd i form af færre fejl, mindre spild og større arbejdsglæde. Flere af byggebranchens store virksomheder har taget redskaberne til sig, men vi skal have langt flere med på vognen.
Byggeriet har udviklet sig markant de sidste ti år. Digitalisering og ændringer i udbudsloven har banet vejen for nye og mere effektive måder at samarbejde på, mens det nye AB systems rollefordeling har tvunget byggeriets parter til at sætte mere ind på samarbejde. Der er kommet mere bevidsthed om behovet for bedre koordinering.
Men tager vi de lyserøde briller af et øjeblik, er der fortsat masser af problemer at tage fat på. Byggeriet har stadig en spildtid på godt 30%, hvor håndværkerne venter på materialer, ikke kan komme til at udføre deres arbejde, fordi gruppen før ikke er færdige, eller tegningsmaterialet ikke er opdateret osv. Ja, tag for eksempel malerne, der gang på gang må se, at tidsplanerne var en kende for optimistiske, når de møder ind til drivvåde vægge, skrald og skidt på byggepladsen.
Mistilliden trives
Zoomer vi lidt ud, viser en dugfrisk undersøgelse fra DI Byggeri også, at mistilliden stortrives i byggeriet. Rådgiverne mistror entreprenøren, entreprenøren stoler ikke på rådgiverne, og bygherren tror hele tiden, at entreprenøren vil snyde ham. Det bliver ikke lettere af, at der næsten altid konkurreres på pris og byggetid fremfor totaløkonomi og kvalitet.
Hurtighed er ikke lig med effektivitet. Hvis vi hele tiden har travlt, bygger vi, som vi gjorde i går i stedet for at være nysgerrige på, hvad vi kan gøre bedre.
Så hvordan kommer vi videre som branche? Det helt enkle svar er, at vi ikke længere kan holde fast i traditionerne. Fremtiden byder på flere krav og mere dokumentation. Byggeriet skal levere på parametre som bæredygtighed, godt arbejdsmiljø, digitalisering og nye materialer. Har du ikke styr på dine tal og dine processer, overlever din virksomhed ikke.
Omtanke, planlægning og stærke samarbejder er altafgørende for et godt resultat – ikke mindst i en fremtid fyldt med renoveringer og transformationer, hvor problemerne bogstaveligt talt vælter ud af væggene.
Så lad os fortsætte arbejdet med at udvikle og implementere de gode processer, så vi kan være produktive, attraktive for de unge og skabe en god forretning for os selv.
Kilde: Aalborg Universitet Build: Kortlægning af spild i byggeriet Omfang, årsager og forslag til indsatser de Place Hansen, Ernst Jan; Søder, Peter Højrup; Fredslund, Lasse, 2021