Bygge- og installationsbranchen skal tage syvmilestøvlerne på

Bygge- og installationsbranchen står overfor en række fundamentale udfordringer frem mod 2030. Grøn omstilling, mangel på arbejdskraft og digitalisering er bare nogle få eksempler på emner, der skubber til brancherne og kræver fælles fodslag og forståelse mellem lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationerne. Derfor har Fællesfonden af 1961 igangsat et vidensdelingsprojekt kaldet VISION 2030, der samler fondens medlemmer til en temarække, hvor fælles udfordringer bliver diskuteret. Det første arrangement har netop været holdt med bæredygtighed som tema.

Bygge- og installationsbranchen har travlt med at blive klar til den grønne omstilling. Det var beskeden fra vicedirektør i Bolig og Planstyrelsen Lise Aaen Kobberholm, som var mødt op på konferencen for at fortælle om klimakravene, der bliver implementeret i 2023:

Alt nybyggeri over 1000 m2 får et loft på 12 kg CO2 m2 per år, mens nybyggeri under 1.000 m2 skal indlevere LCA beregninger. Kravene bliver skærpet i årene derefter, så det er bare med at komme i gang, lød det fra den slagkraftige vicedirektør.

Lise Aaen Kobberholm
Vicedirektør i Bolig og Planstyrelsen Lise Aaen Kobberholm fortæller, at alt nybyggeri over 1000 m2 får et loft på 12 kg CO2 m2 per år, mens nybyggeri under 1.000 m2 skal indlevere LCA beregninger allerede fra næste år.

Fit for 55

Samme toner lød fra EU-parlamentariker Niels Fuglsang, der fortalte om EU’s planer om at nå 55 % reduktion af CO2 i 2030 og negative udledninger fra 2050. Planen er også kendt som Fit for 55, og er en af EU’s mest omfattende planer til dato. 16 lovforslag er på bordet.

EU vil hæve prisen på CO2, udvide kvotesystemerne til at omfatte transport og bygninger og indføre bindende krav til energieffektivitet i bygninger. Det betyder, at energimærkninger som G, F & E skal være en saga blot allerede fra 2027, hvor der ikke længere må være bygninger med energimærket G, sagde parlamentarikeren.

Niels Fuglsang

Budskabet var klart: den grønne omstilling er på byggepladsen lige om lidt. Flere bygherrer er da også allerede i gang med at stille klimakrav til rådgiverne og de udførende. På konferencen fortalte Pensiondanmark og Københavns Ejendomme om, hvordan de arbejder med bæredygtighed på flere projekter. Kommunerne har også kommet med på vognen. 96 ud af landets 98 kommuner har tilsluttet sig Realdanias program DK 2020, der giver kommunerne rådgivning og sparring til at udvikle ambitiøse klimahandlingsplaner, kunne direktør i Realdania Jesper Nygård berette.

Bottom up tilgang

Flere af de udførende er da også begyndt at arbejde med ambitiøse klimakrav som GK Danmark, der vil halvere deres CO2 forbrug indenfor 2030 og gøre deres portefølje klimaneutral inden 2035. De bruger data til at overvåge de bygninger de drifter og registrerer vand – og energiforbrug. Omstillingen bliver især drevet af den unge generation, fortalte direktør Jørgen L. Christensen:

De unge brænder for den grønne omstilling. De vil gerne drive udviklingen fremad, de er meget mere motiverede end os gamle. Derfor har vi udnævnt flere af vores unge medarbejdere til at stå i spidsen for vores klimainitiativer. Vi tror på, at vi får mere innovation, hvis vi tager en bottom up tilgang til bæredygtighed. Denne iagttagelse blev bakket op af Henrik Mielke adm. direktør i MT Højgaard Holding: – De unge har rigtig meget at spille ind med. De har et engagement og en viden, som vi kan nyde godt af.

Jørgen L. Christensen
Direktør i GK Danmark Jørgen L. Christensen fortalte, at virksomheden er gået i gang med at halvere deres CO2 forbrug inden 2030.

Dagen sluttede med en fælles paneldebat, hvor opfordringen til el-og installationsbranchen var klar: virksomhederne skal dele deres viden som en open source, så alle kan blive klogere. For vi har meget mere viden, end vi regner med, som Henrik Mielke sagde: – Virksomhederne ved ikke, hvor meget de egentlig ved.

Fællesfondens første konference satte fokus på den grønne omstilling i bygge- og installationsbranchen.

Om Fællesfonden af 1961

Fællesfonden består af 3F, Dansk Metal, Malerforbundet, El-forbundet, Blik & Rør, BAT, DI Byggeri, Teqniq Arbejdsgiverne, Dansk Håndværk, Danske Malermestre, Entreprenørforeningen af 1946.

For yderligere oplysninger kontakt

  • Gunde Odgaard, sekretariatsleder Fællesfonden, mobil 40747475
  • Michael H. Nielsen, konsulent for Fællesfonden, mobil 20285264